Fieldwork/Practical training
DU ER HER: ANTROPOLOGI OG ETNOGRAFI » Praktik/udlandsophold » Feltarbejde/Feltpraktik

ANTROPOLOGI OG ETNOGRAFI

Feltarbejde/Feltpraktik

Foto af: Tobias Lybech Bojesen


Feltarbejdet udgør hele 3.  semester på kandidatuddannelsen i Antropologi. Feltarbejdet skal mindst vare tre måneder (forløbet aftales nærmere med den faglige vejleder), og forløbet afsluttes med en feltrapport som eksamensopgave. Denne opgave skal være 20 sider, og det anbefales, at den lægger op til specialet i det efterfølgende semester.

Det anbefales både ved feltarbejde og feltpraktik, at du allerede tidligt på kandidatuddannelsen skaffer kontakter der, hvor du skal lave feltarbejde, da du på 2. semester skal lave en projektbeskrivelse af dit projekt, samt prøve dine teorier og temaer af i metodeforløbet.

Valg af feltarbejde/feltpraktik

Når du skal vælge og planlægge det emne, du vil lave feltarbejde om, skal du huske på, at du udvikler mange kompetencer under dit feltarbejde:

Regional kompetence: Du får en specifik viden om det sted, hvor du laver dit feltarbejde.

Tematisk kompetence: Temaerne, du undersøger under dit feltarbejde, kan bruges i mange andre sammenhænge end lige det enkelte feltarbejde. Derfor er det også vigtigt at overveje, hvilke temaer dit feltarbejde skal omhandle.

Teoretisk kompetence: Teorierne, du benytter under dit feltarbejde, er ligesom temaerne brugbare i mange andre sammenhænge og giver dig kompetencer, der rækker ud over dit regionale og tematiske fokus.

Foto af: Tobias Lybech Bojesen


Krav til feltarbejdet/feltpraktikken

Studieordningen for kandidatuddannelsen forklarer de formelle krav, der gælder for feltarbejdet/feltpraktikken.

Du skal fokusere på 3 ting ved dit feltarbejde:

Det etnografiske: Ved feltarbejdet forventes der, at du selvstændigt kan benytte sig af de etnografiske metoder til at indsamle etnografisk materiale, der giver mening i en faglig sammenhæng og i forhold til den antropologiske problemstilling, du har opstillet for dit projekt.

Refleksion over materialet: Du skal kunne diskutere og reflektere over din metodiske tilgang, samt kunne formidle dit etnografiske materiale og vurdere karakteren af dit indsamlede materiale

Det analytiske: Du skal kunne identificere de overordnede problemstillinger, den teoretiske baggrund og de centrale analytiske begreber, samt være i stand til at udpege analytiske temaer i dit indsamlede materiale.

Foto af: Tobias Lybech Bojesen


Feltpraktik

Som udgangspunkt skal man ikke skelne mellem feltpraktik og feltarbejde. Alle kravene, der gælder for feltarbejdet, er også gældende, hvis man vælger at tage i feltpraktik.

Det der adskiller feltpraktik fra feltarbejdet er:

  • Du tager kontakt til en virksomhed og laver din undersøgelse ud fra virksomhedens kontakter og/eller muligvis allerede fastlagte projekter inden for den virksomhed.
  • Virksomheden, du er i praktik hos, er i samarbejde med dig med til at sætte rammerne for det feltarbejde, du skal lave.
  • Du skal have godkendt en faglig vejleder på stedet og undertegne en praktikaftale. Det skal klart fremgå af aftalen, hvad du skal lave, og at du kan anvende de indsamlede oplysninger i din feltrapport og dit speciale og evt. efterfølgende i artikler.

NB: Feltpraktikken er ikke ment som et almindeligt praktikforløb, hvor du er ansat som medarbejder i virksomheden, men blot som en mere erhvervsrettet måde, at foretage dit feltarbejde på.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 27.09.2011