|
Al undervisning har til formål at støtte og vejlede den enkelte studerende i egne studier, evt. i studiegrupper. Forelæsninger, seminarer og øvelser mv. er undervisningstilbud, og det opgivne pensum er ikke lektier, men en gensidig aftale mellem eksaminand og eksaminator om grundlaget for den konkrete eksamen. Denne aftale bygger på et valg af det mest centrale eller bedst egnede af det, den studerende i øvrigt har læst om det pågældende emneområde. I det hele taget forventes det, at de studerende løbende holder sig orienteret om den faglige udvikling og de væsentligste diskussioner inden for faget. Dette kan man bl.a. gøre ved jævnligt at orientere sig i de vigtigste fagtidsskrifter samt ved at møde op til gæsteforelæsninger og øvrige åbne arrangementer (temadage m.v.).
Det anbefales stærkt at holde sig á jour med fagets intranet (FirstClass), hvor ændringer i undervisningsforløb vil blive offentliggjort sammen med oplysninger om supplerende undervisningstilbud, seminarer og gæsteforelæsninger.
Læseplanen for forhistorisk arkæologi udarbejdes og udsendes af Studienævnet ved hvert semesters begyndelse.
Bogliste over pensum kan have forskellig karakter:
- Faste boglister, der udleveres af faglæreren ved begyndelsen af det aktuelle undervisningsforløb (bogliste = pensum)
- Vejledende boglister (større end pensum), med en afmærket kærne af obligatoriske titler (i.e. en del af pensum)
- Frie boglister, der udarbejdes af den studerende i samråd med faglæreren. Frie boglister vil typisk optræde i forbindelse med kandidat- og magisteruddannelsen.
Eksamen kan afvikles under forskellige former, og kan være mundtlige eller skriftlige. Visse eksaminer kan aflægges som gruppeprøver, og emnet kan være frit (dvs. aftalt mellem faglæreren og eksaminanden) eller bundet (dvs. dikteret af faglæreren). Visse prøver bestås ved undervisningsdeltagelse og evt. gennemførelse af praktiske øvelser. Bedømmelsen kan foregå efter 13-skala eller være bestået/ikke bestået. Censur kan være intern eller ekstern.
Hvad enten eksamen er individuel eller aflægges som gruppeprøve vil bedømmelsen altid være individuel. Dette gælder både for skriftlige og mundtlige prøver.
Se i øvrigt eksammensbestemmelserne.
|