

Som studerende på Middelalder- og Renæssancearkæologi har du ikke nær så mange timer, som du er vant til fra din gymnasiale uddannelse. De timer, som ikke er skemalagte, er afsat til læsning, for det tager lang tid at forberede sig grundigt til undervisningen. Meget af din forberedelse går med læsning, desuden kan anbefales at finde en læsegruppe, hvori I kan diskutere det, I har læst. Læsegruppen kan udgøre et fagligt såvel som et socialt udgangspunkt.
Middelalder- og Renæssancearkæologi har ca. 140 indskrevne studerende, fem faste lærere og mange gæstelærere fra ind- og udland. Hovedparten af undervisning på bacheloruddannelsen er fælles, og det giver et tæt fagligt og socialt miljø på tværs af årgangene. Undervisningen har form af forelæsninger, øvelser og praktisk arkæologi, og der indgår studieture både i Danmark og i udlandet. Der er også mulighed for praktikophold på museer, for deltagelse i udgravninger i ind- og udland og for studieophold på udenlandske universiteter. De studerende står selv for udgivelse af forskellige skrifter.
Afdelingen har til huse på herregården Moesgård lidt syd for Århus, nær skov og strand og sammen med Moesgård Museum. Det giver særlige muligheder for forskellige former for museumsarbejde i studie tiden og for indblik i f.eks. arbejde med udstillinger og rekonstruktioner.
Afdelingen er hjemsted for foreningen Middelalder-arkæologisk Forum, MAF. Foreningen har til formål at samle alle, der fagligt arbejder med middelalderarkæologi i Danmark. MAF afholder desuden et årligt Middelaldertræf på Moesgård første fredag i april.
Middelalder-arkæologisk Nyhedsbrev er medlemsblad for MAF, der udkommer tre gange årligt. Her orienteres om aktuelle udgravninger, udstillinger, projekter, symposier, konferencer o.lign., samt om nye bøger og tidsskrifter.
Skriftet Anno Domini udgives i samarbejde med nyhedsbrevet og blev stiftet i 1995 af de studerende ved afdelingen. Artiklerne omhandler fagrelevante emner og skrives af studerende såvel som yngre kandidater. Skriftrækken redigeres af studerende og udgives af MAFs nyhedsbrev.
Middelalderarkæologisk Metodenetværk er et forum for faglige diskussioner og udvikling af middelalderarkæologisk metode og teori. Netværket er for alle studerende, kandidater og ansatte ved danske museer. Netværket bestræber sig på at afholde et til to årlige møder rundt omkring i landet.
SIDAH – Skeen I Den Anden Hånd – er de middelalder- og renæssancearkæologistuderendes studenterforening. Foreningen har mange aktiviteter, blandt andet arrangerer vi fester, ekskursioner, videoaftener, kulturcaféer med foredrag og mange andre spændende arrangementer.
Landsbypuljen er et tværvidenskabeligt diskussionsforum, hvor folk med interesse for middelalderens landbebyggelse og landbrug mødes årligt til tematiske møder.